Praksisfortællinger

På denne side har vi samlet en række fortællinger. De er fortalt af pædagoger eller pædagogstuderende og egner sig alle vældig godt til at gå på opdagelse i det brede læringsbegreb. Nogle af dem er fortalt af pædagoger, der er meget bevidste om det brede læringsbegreb og det pædagogiske grundlag. Andre rummer måske en snævrere forståelse af læring og læreplansarbejde. På siden med øvelser, kan du finde forslag til hvordan I kan arbejde med fortællinger – enten nogle af disse, eller jeres egne.

Garderobestemning

Det er sidst på formiddagen i børnehavens garderobe. Her er stille nu, men masser af spor efter liv og ballade fra de børn, som lige har været her. Som i en fælles bevægelse har de myldret gennem garderoben og hvirvlet rundt. Og midt i overtræksbukser, huer, våde sokker, ensomme vanter og vildfarne støvler sidder pædagogen Tine på en skammel og kigger på Emma på 5 år. Emma har stadig alt sit overtøj på. Fra huen drypper lidt vand ned på en dukke, hun tager fra Frejas garderobe, og som hun længe står og taler med. Hun er helt inde i sin egen verden og har tilsyneladende ikke opdaget, hvad der er foregået omkring hende – det sker ofte for Emma. Tine kører på skamlen hen til Emma og sætter sig stille og ser på hende. Emma reagerer ikke. Tine lægger hovedet på skrå og henvender sig stille til hende: ”Emma”, siger hun. ”Emma… Sikke travlt du har med dukken”. Emma nikker. ”Emma, hvor er de andre børn?” Emma kigger sig omkring. ”Det ved jeg ikke” siger hun. ”De er gået ind for at lege”, siger hun så og smiler. ”Det tror jeg også” siger Tine og smiler. ”Kunne du så ikke tænke dig at komme ind og lege med dem?” ”Jo”, siger Emma og smiler. ”Ved du hvad”, siger Tine, ”så synes jeg, du skal tage dit tøj af!” Nå ja, smiler Emma og tager sin hue af.

 

Kan snegle tåle vand?

Vi er ude på legepladsen. Det er regnvejr. Raya kommer hen til mig og siger, at Rebekka råber. Hun siger også, at snegle ikke kan tåle vand. Raya og jeg går hen til Rebekka, som sidder på kanten til området ind til legehuset. Anna og Karen er der også. Rebekka har fundet en snegl i sandet. Hun har taget den op og lagt den i en kageform sammen med nogle blade. Ved siden af formen med sneglen og bladene har Rebekka en form med vand i. Et par cm dybt vand. Rebekka siger, at de andre piger skælder hende ud. Raya siger, at de fortæller bare, at snegle ikke kan tåle vand, sådan at hun ved det, når hun skal i skole. Raya fremhæver, at de (Anna og Karen og hende selv) bare stille og roligt har sagt til Rebekka, at snegle ikke kan tåle vand. Raya siger også, at hun synes, Rebekka er en god ven, og at hun godt kan lide at lege med hende. De 4 piger og jeg snakker om, at vi alle sammen opfatter ting forskelligt, fordi vi er forskellige. Rebekka oplever, at hun bliver skældt ud og irettesat. Men de andre oplever, at de fortæller hende noget vigtigt og rigtigt. Vi snakker også om, at det kan være lidt voldsomt, hvis tre piger siger noget til én på en ”bestemmende – vi ved, hvordan det er” måde. Så snakker vi om, hvor meget vand en snegl kan tåle. At snegle kommer frem, når det er regnvejr og vådt. At de faktisk ikke kan tåle at få for meget sol. Så snegle kan godt tåle vand, bare ikke flere cm dybt, så drukner de. Vi tager nogle forme og hælder vand i. Så hælder vi lige så stille lidt vand fra af flere omgange, og snakker om, hvor meget vand, der kan være i formen, for at sneglen vil kunne lide det. Raya siger også, at hun ikke vil røre ved sneglen, fordi den er slimet. Det bliver Rebekka også lidt ked af. Hun kan godt lide at røre ved sneglen. Vi snakker om, at det er ok at have det forskelligt med at røre ved – og ikke røre ved snegle. Igen, vi er alle forskellige. Jeg fortæller pigerne, at da jeg var barn, da plejede jeg at samle snegle i en balje. Og jeg puttede også blade og grene ned til dem. Jeg kunne godt lide det.

Samling

De store børn har rim + remser. Dagens program er lavet med piktogrammer på væggen, og pilen viser, at vi skal begynde med fire rim og remser. Da vi når til den sidste remse, er Ole begyndt at sidde uroligt i sin stol og får lige tilføjet lidt ekstra gloser til en af remserne: prutteskid og tissemand. Theis er straks med på legen, og pludselig er der meget uro. Jeg forsøger at holde fokus på det, vi har gang i, og gør remsen færdig. Da remsen er færdig, og jeg fornemmer, at den uro, der er kommet i kroppen på Theis, ikke lige er til at slukke, vælger jeg at sige, at det nu er tid til at Rasmus, vores medhjælper, og Theis rejser sig op og går ind i motorikrummet. Theis rejser sig straks og går smilende fra samling og ind i motorikrummet sammen med Rasmus. Samlingen fortsætter og gennemføres.

Ærteposen

Vi har en ærtepose, som vi ved samling giver til det barn, der gerne vil have ordet for at fortælle noget, som de andre så skal lytte til. Katinka ville gerne have ærteposen den anden dag. Så fik hun den, og straks gik hun i gang med at fortælle noget, der egentlig var lidt meningsløst, men det var noget med ”gave” og ”mor” og ”fødselsdag”, så jeg fylder ud og spørger, om det var mors fødselsdag, og om hun fik gaver. Katinka bekræfter med en række nik og ja’er, og så begynder hun at ’låne’ lidt af de andre børns fortællinger og oplevelser. Hun beholder ordet og ærteposen og fortæller videre. De andre børn lytter.

Benbrækkerbjerg

Sofus er en dreng på 3 år og 4 mdr. Han er en meget tænksom og klog dreng, der elsker puslespil og stille lege. Han tiltrækkes af de jævnaldrenes vilde lege, men kommer altid til kort og ender med at gå alene rundt. Forældrene fortæller, at han er lidt ked af at skulle i børnehave.

Sofus sidder i sandkassen og fylder sand i en stor mulespand. Han er alene. Jeg går hen og sætter mig på kanten af sandkassen: hvad laver du Sofus?

Jeg kan ikke selv vende spanden, siger han. Jeg sætter mig helt ned i sandet til ham. Sammen fylder vi spanden og får den vendt rundt. Da vi sidder med denne bunke sand kommer et andet barn, Liva, og spørger mig om hun må være med. Spørg Sofus, siger jeg, det er hans leg. Det må hun godt, siger Sofus og lyser op af at blive spurgt.

Efterhånden bliver sandbunken til et benbrækkerbjerg, og flere og flere børn spørger mig, om de må være med. Spørg Sofus, siger jeg hver gang, det er hans leg.

Sofus er glad og lidt overvældet. Da Liva spørger, om hun må være lillesøsteren ser Sofus fuldstændigt paf på hende, og så hen på mig: vi bygger sandslotte, siger han, og kan slet ikke finde ud af, hvad han skal svare. Legen går i opløsning, men 8 børn har været forbi og valgt ham til. Han formår ikke rigtigt at skabe relation til de andre, men det er en start. Og en god fornemmelse i maven.


Tilbage til Den brede lærings...